Særligt tilrettelagte forløb til jobcentre

- For udsatte unge & voksne


Møder I unge eller voksne, som har behov for en særlig intensiv og håndholdt indsats for at komme videre? Det kan være borgere, hvor det ikke, trods adskillige forsøg, er lykkes at skabe motivation. Udvikling eller resultater. Unge eller voksne med en lang kriminalitets- og afsoningshistorik, ventende afsoninger. Eller dem, hvor I kan se potentialet, har forsøgt alt, men progressionen udebliver. Så er nedenstående tilbud måske noget for jer. Med de særligt tilrettelagte borgerforløb skaber jeg resultater med de borgere, der ikke passer ind i eller profiterer af andre tilbud.  

En særlig håndholdt indsats for dem der er sværest at nå

For at kunne ændre adfærd og skabe forandring i sit liv, må man først føle sig set og anerkendt, som den man er. Med det ståsted - og 14 års relevant erfaring inden for det beskæftigelsesfaglige og sociale felt i bagagen- sammensætter jeg udviklingsforløb for de af jeres borgere, der har behov for en specialiseret indsats. Det kan være specifikt i forhold til bande-, radikaliserings- og kriminalitetsproblematikker. Modstand, vrede og aggression. Eller helbredsmæssige udfordringer. Belastningsreaktioner og psykisk sårbarhed. Det kan også være borgere, hvor I oplever behov for en intensiveret indsats, der fx afdækker og beskriver ressourcer og begrænsninger i forhold til beskæftigelse eller uddannelse. Sammenfattende, er indsatsen for de unge og voksne, som I har erfaring med, er sværest at nå og gøre en forskel for i de eksisterende tilbud.

Jeg leverer forløb, der er skræddersyet efter individuelle behov og udfordringer. Med blik for den enkeltes udviklings- og læringsstil. Altid med fokus på struktur i hverdagen, personlig udvikling og tilknytning til uddannelse eller arbejde. Jeg møder den unge/voksne på egne præmisser i en fleksibel indsats, men kræver også et forpligtende samarbejde i forhold til de forandringer og mål, der skal opnås. Jeg har gennem de sidste 14 år understøttet forandring og skabt afgørende resultater i samarbejde med flere hundrede unge mennesker i udsatte positioner. Det har givet mig unikke erfaringer, viden og et stærkt netværk, som jeg bærer med ind i planlægningen og udførelsen af hvert enkelt forløb. 

Tilbud om en intensiv og helhedsorienteret indsats for særligt udsatte borger

Som professionel er jeg specialiseret i målgruppen af borgere, der har komplekse barrierer i forhold til arbejdsmarkedet og uddannelse. Det vil sige problemer inden for misbrug, hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom, bande- og kriminalitetsproblematikker. Sårbarheder, begrænset eller ingen arbejdsidentitet, udadreagerende adfærd mm. Jeg tilbyder jobcentre i Hovedstadsområdet særligt tilrettelagte borgerforløb, hvor målet er at arbejde intensivt med borgeren og opbygge nye redskaber og færdigheder, der skaber resultater i borgerens liv.

Når behovet er en personlig, håndholdt og tæt støtte

I et særligt tilrettelagt borgerforløb, modtager borgeren en blanding af undervisning og støtte mens nye grænser og ressourcer undersøges og opbygges. Der vil især være fokus på at opbygge ny erfaring og redskaber til at vedligeholde en positiv forandring i egen livssituation. Forløbet er praktisk, konkret og med et arbejdsrettet perspektiv - understøttet med terapeutiske redskaber og relationsarbejde. 

Ramme for indsatsen

De borgerforløb jeg tilbyder, har en varighed på enten 13 eller 26 uger. Indholdet skræddersys ud fra individuelle mål og behov - defineret i samarbejde med jobcentret. I alle borgerforløb arbejder jeg professionelt med borgeren i tre spor: Et mentalt spor, et praktisk spor og et brobygningsspor.

Det mentale spor - selvindsigt & handlekraft

• At forstå og forandre sine (begrænsende) tanke-, handle- og adfærdsmønstre 
• At mestre hverdagen – uden destruktiv adfærd som misbrug, kriminalitet, vold
• At få inspiration og blive afklaret i forhold til uddannelses- eller beskæftigelsesmål

Brobygningsspor - inddragelse, samarbejde & forankring

• Opstart eller fastholdelse i behandling fx misbrugsbehandling, læge, psykiatri
• Samarbejde med professionelle aktører omkring borgeren
• Brobygning til virksomheder, uddannelsessteder, UU-vejledning, kurser mm.

Det praktiske spor – grundlæggende struktur i hverdagen

• Grundlæggende tilværelseskompetencer, forståelse af og overblik over boligsituation, økonomi, gæld. Kontakt til kreditorer, budgetlægning mm.

Hvis I vil høre mere og aftale et uforpligtende møde, så kontakt mig her

Signe Grønbæk. Freelance ungevejleder, psykoterapeut, familieterapeut og supervisor.