Parterapi

Er der krise eller problemer i jeres parforhold, tilbyder jeg parterapi i min klinik på Vesterbro, København (tæt på Frederiksberg) og online. Oplever I at det er svært at kommunikere med hinanden, at konflikter vokser sig store og er svære at overkomme, eller at nærheden mellem jer mangler? Måske vil I bare gerne være bedre til at være kærester, håndtere forskelligheder og forstå hinandens reaktioner? Uanset hvad der fylder hos jer kan samtaler og værktøjer fra en parterapeut være en god løsning og hjælp til jer.

Terapi – når noget bliver svært for jer som par

Herunder finder I svar på nogle af de spørgsmål I måske har om parterapi, og hvad en parterapeut kan gøre for jer. Finder I ikke, hvad I søger – eller har I spørgsmål til andre ting, så kan I ringe til mig og få en uforpligtende snak. Det er altid en god ide at tage en kort snak over telefonen, inden man beslutter at booke en tid hos en terapeut. Søger I priser, skal I klikke her: Hvad koster parterapi?

Hvordan foregår parterapien?

Der findes mange forskellige former for parterapi, men den I vil møde hos mig tager udgangspunkt i en relationel, eksistentialistisk og oplevelsesorienteret tilgang. Det betyder at jeg er optaget af det, der udspiller sig i samtalerne her og nu og at skabe situationer i terapien, hvor I får nye oplevelser i forhold til de vanskeligheder, I ønsker at arbejde med. Det kan være at prøve at sige eller gøre noget i terapien på en anden måde, end I plejer og dermed få erfaringer med, hvordan det afføder nye reaktioner hos én selv og hos den anden.

Det terapeutiske rum

Som terapeut bestræber jeg mig altid på at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor vi sammen kan være nysgerrige og undersøgende på hinandens oplevelser og reaktioner uden at vurdere eller dømme dem som forkerte. Det er, når vi føler os set og anerkendt, som hele den vi er, at vi selv bliver i stand til at se med nye øjne både på os selv og andre.

Parterapi hvis I står midt i en krise

Mit fokus vil altid være på, at støtte jer til hver især at udtrykke jer lige nu og her til hinanden, snarere end kun at tale om tidligere situationer, der gik galt eller tanker, følelser eller behov, som de var engang. Jeg tror på at det at få erfaringer med at udtrykke sig mere åbent, personligt og direkte, samt at opleve sin indflydelse på egen eller andres stemning og trivsel, i sig selv er udviklende og forandringsskabende.

Har jeres kærlighed brug for førstehjælp her og nu? Så læs mere her om hvordan og hvorfor kriser opstår og hvad I kan gøre for at handle jer ud af krisen: Parforhold i krise

Hvad får man ud af parterapi?

Parterapi vil give jer nye måder at tale sammen på, hvor den enkelte bliver bedre i stand til at mærke og tage ansvar for egne behov og kommunikere mere ærligt, åbent og respektfuldt. Så begge parter kan opleve sig mødt og anerkendt, som den de er. I parforholdet er det altid to unikke individer med hver deres psykologiske bagage og måder at være i verden på, der mødes. Parterapi kan hjælpe til større forståelse og indsigt i jeres dynamikker, forskelligheder og hvordan I kan være jer selv – sammen.

Hvornår skal man vælge parterapi?

Som hovedregel kan man sige, at det er godt at søge hjælp, når det bliver for svært at kommunikere konstruktivt om det svære mellem jer. Parterapi kan give jer mulighed for at få talt om det, der kan være svært, konfliktfyldt og sårbart - forskellige behov, forventninger og længsler - i et trygt rum. I parterapien kan fokus være på gennemgående tematikker eller mønstre i forholdet eller en mere afgrænset problematik.

Hvor mange samtaler skal man have?

For nogle par er det hjælpsomt med et længerevarende forløb. For andre er behovet måske en enkelt samtale, hvor parforholdet får et eftersyn: hvordan trives vi lige nu, hvad fungerer godt, og hvad længes vi efter? Man behøver ikke at vente med at gå i parterapi til der er krise i parforholdet. Ofte kan det være en god ide at bruge parterapi forebyggende eller til at tage nogle af udfordringerne i opløbet, inden de vokser sig for store.

Parterapi, når den ene ikke vil

Kan man gå i parterapi, når ens partner ikke vil med? Og hvad kan man gøre for alligevel at få hjælp til sit parforhold?

At beslutte sig for at starte i parterapi kan for de fleste kræve mange overvejelser og en del overvindelse. Er det nu også så slemt? Burde vi ikke kunne klare vores problemer selv? Og hvorfor skal vi blande andre ind i det, der er allermest privat og sårbart? Det er langt fra sikkert, at I er samme sted. Det kan være en af jer føler sig parat til at søge hjælp, mens den anden hverken har lyst til eller måske tiltro til, at det kan gøre en forskel. Man kan ikke tvinge nogen i terapi. Det kommer der i hvert fald sjældent noget godt ud af.

Hvordan får jeg min partner med?

Hvis du føler dig parat, og gerne vil have din partner med, kan det være en god idé at huske på følgende: De fleste mennesker bryder sig ikke om at blive presset eller overtalt. Kommuniker dit ønske om at få din partner med og hvad det ville betyde for dig, så personligt og tydeligt som muligt. Og vær nysgerrig på din partners eventuelle nej, og den modstand der kan være. Måske kan I sammen blive klogere på, hvad det handler om, og hvad I hver især har brug for. Når vi oplever at vores følelser og behov bliver lyttet til og anerkendt af vores partner, bliver det ofte lettere at åbne ørene og hjertet for det, den anden siger. Det er ikke sikkert at et nej bliver til et ja. Men det kan hjælpe jer videre i jeres proces med at finde ud af, hvordan I får taget hånd om jer selv og hinanden.

Hvis I har spørgsmål eller bare gerne vil høre lidt mere, inden I beslutter jer, så er I mere end velkomne til at kontakte mig for en uforpligtende samtale. Se hvordan I kan kontakte mig her.

Parterapi uden din partner?

Hvis det ikke er muligt at få din partner med i parterapi, kan du stadig få hjælp til de udfordringer, du oplever i relationen til din partner og i parforholdet. Men så vil der være tale om individuel terapi. I individuel terapi får du mulighed for at undersøge og arbejde med dig selv, dine følelser og reaktioner. Og det, der er dine udfordringer ind i relationen til din partner.

Parterapi ved skilsmisse

Er beslutningen allerede taget, og vil I gerne skilles på en god måde? En skilsmisse slider og er noget af det sværeste vi kan gennemleve. Sorg, frustration, vrede og afmagt kan tage pusten fra os og gøre det svært at kommunikere og samarbejde om de praktiske ting der følger med. Herunder især samarbejdet om jeres fælles børn, hvis I under ægteskabet er blevet forældre. Her kan en parterapeut også hjælpe jer. Ikke med at redde forholdet, men sikre jer den bedste kommunikation og mest fredelige vej gennem det svære terræn frem til det nye liv, der venter jer begge.

Børn og skilsmisse

Hvis I begge eller bare den ene af jer nemt bliver overvældet af svære følelser når I skal samarbejde – så kan det være godt at søge terapeutisk hjælp. Både for jeres egen skyld men især også for jeres børns skyld. Jo mere I får taget hånd om jeres følelser og reaktioner i krisen, jo bedre kommer de igennem jeres skilsmisse. Min erfaring er, at uanset hvor svært det er, så kommer en konstruktiv skilsmisse godt tilbage til alle når krisen er over.

I parterapi kan vi arbejde med:

• Konflikt og skænderier
• Utroskab og jalousi
• Uhensigtsmæssig kommunikation
• At blive og være forældre

• Livskriser, sorg og tab
• Manglende kontakt, nærvær og intimitet
• Sammenbragte familier
• Skilsmisse

 

Parforløb - kombination af par- og individuel terapi

Jeg tilbyder også skræddersyede parforløb til dig og din partner, hvor I får mulighed for at kombinere parterapi og individuel terapi med udgangspunkt i jeres aktuelle behov.

I parforløbene veksler vi mellem at arbejde med parforholdet i fællesskab og at I hver især får jeres eget rum til at udforske egne mønstre og øge forståelsen for jer selv og jeres bidrag til dynamikkerne i forholdet.

Indsigterne fra det individuelle arbejde integreres løbende i parterapien og giver mulighed for, at I som par hurtigere kan opnå positive erfaringer med at være sammen på nye måder, der skaber øget kontakt, forståelse og nærhed i forholdet mellem jer.

Hvis I er blevet nysgerrige, er I altid velkomne til at kontakte mig for at høre mere om parterapi eller kombinationsforløbene. Jeg tilbyder en kort, gratis forsamtale enten telefonisk eller online, så vi kan afklare om der et match og sammen tale om hvilket forløb, der kunne passe bedst til jer og jeres behov.

Priser & booking

Hvis du vil vide mere om det praktiske, så klik her: Priser og booking