Vrede og terapi - Forstå din vrede og hvad du kan gøre

Oplever du, at det er svært at styre din vrede? At den kan være overvældende, eksplosiv og ude af kontrol? Er dine vredesudbrud og aggressioner blevet et problem for din relation til din kæreste, familie eller kollegaer? Eller vender du vreden indad mod dig selv, så den bliver skadende og selvdestruktiv?

Uanset hvordan det ser ud for dig kan det være både udmattende og skamfuldt at føle sig styret af vreden. Det er opslidende at ende i konflikter (både de indre og de ydre), der skaber distance og utryghed fremfor nærhed og kontakt både i relationen til dig selv og til andre.

I denne blog kan du læse mere om hvad vrede er, hvordan du kan forstå den, og hvad du kan gøre for at få et sundere og mere konstruktivt forhold til din vrede, så den ikke skaber problemer for dig, dine relationer og forhindrer dig i at leve det liv, du gerne vil leve.

 

Hvad er vrede?

Vrede er en følelse som vi ofte forbinder med noget negativt, men vrede er i virkeligheden en naturlig del af det menneskelige følelsesregister. Vrede er et sundt signal til os om hvor vores egne grænser går og den hjælper os på den måde med at mærke, hvad der føles godt eller dårligt for os. Både i relation til os selv og i vores samspil med andre mennesker. Vrede er også en kraft og en energi, som hjælper os, når vi skal kæmpe, beskytte os og sætte vores grænser.

Der hvor vrede bliver problematisk er, når vi har svært ved at udholde, vise eller regulere den. Når vreden er intens og overdreven i sit udtryk kan det ofte handle om at årsagen til den ikke (kun) handler om det, der umiddelbart udløser den her og nu, men at der kan ligge smertefulde og ubearbejdede følelser under vreden.

Den form for intens vrede kan have store konsekvenser for dig. Symptomerne kan fx være at vreden eskalerer for hurtigt uden, at du når at forstå, hvad der udløste den, eller at du bliver for vred i forhold til den pågældende situation. Det kan også være at du reagerer på måder, som du ikke kan genkende dig selv i, men at den indre spænding er så svær at udholde, at du mister kontrollen. Måske har du svært ved at slippe vreden igen, både kropsligt og i dine tanker. Det kan give uro, rastløshed, ubehag og forstyrre din evne til at koncentrere dig og dræne din energi.

 

I terapi med din vrede, så den ikke kommer i vejen i dit liv

At håndtere vrede er en udfordring for mange mennesker – både for dem der oplever den intense og udadreagerende vrede, men også for dem, der ikke viser den udadtil, men vender den indad mod sig selv. Vores måde at vise og håndtere vrede såvel som andre følelser på hænger ofte sammen med, hvad vi har lært af vores forældre eller nære omsorgspersoner i vores opvækst. Var følelser som vrede og frustration velkomne eller blev du sendt på værelset, ignoreret, skældt ud eller fik at vide at du skulle stoppe med at skabe dig? Blev vrede til voldsomme konflikter i familien eller blev de tiet ihjel? Var der en i dit barndomshjem, som havde patent på vreden? Måske var vrede en måde at få kontakt til de voksne på, også selvom du egentlig var mere ked af det end vred. I nogle familier har de voksne lettere ved at håndtere ked af det hed og tårer, så lærer man at pakke sin vrede væk og græder måske i stedet ned over den.

I terapi er det blandt andet spørgsmål som disse, som kan udforskes for at nærme sig en ny forståelse af hvad det er vreden forsøger at kommunikere. Måske har den hjulpet dig på et tidspunkt i dit liv, og på den måde været en overlevelsesstrategi, der var absolut nødvendig. Men som ikke længere gavner dig fordi den skaber distance, skubber andre væk og afskærer dig fra at mærke hvad, du i virkeligheden har brug for.

Uanset om du er ung, voksen, i et forhold eller del af en familie kan terapi være en givende og udviklende oplevelse, der hjælper dig med at opnå bedre følelsesmæssig balance og trivsel i din hverdag.

Læs om: Individuel terapi

 

Hvordan kan terapi hjælpe dig?

Terapi er en proces, hvor du får hjælp til at forstå din vrede og aggression blandt andet gennem udforskning af de underliggende årsager til at visse følelser er blevet så uhåndterbare og voldsomme, at de skaber udfordringer for dig i dit liv.

I terapi er vi ikke ude efter at fjerne vreden eller få den til at forsvinde, men derimod at forstå hvad der ligger under den, når den bliver særligt voldsom og destruktiv for os selv og andre. Ved at arbejde med at vreden kan bestå af andre sårbare og ubearbejdede følelser og identificere hvilke det er for dig i forskellige situationer, så kan det blive muligt at finde forståelse for dig selv og tage dig mere hensigtsmæssigt af de følelser, der sætter ild til vreden og aggressionerne.  

Når du får identificeret hvilke tanker, følelser og mønstre, der bidrager til din vrede bliver det også muligt at ændre det ved at begynde at øve sig i at gøre noget andet.

Gennem terapi kan du fx arbejde med at kommunikere dine behov og grænser tydeligt og på en mere konstruktiv måde end du måske har erfaring med. Det kan forbedre dine relationer og mindske de negative og opslidende konflikter. Du får redskaber til at udtrykke og kommunikere dine behov og grænser på en respektfuld måde, der ikke skubber andre væk, men skaber sundere relationer.

Terapi kan også hjælpe dig med at håndtere stress og angst, der ofte kan være forbundet med vedvarende vrede. Det kan være via teknikker til stresshåndtering, kommunikationsstrategier, der hjælper dig i dine relationer og metoder til at regulere dine følelser.

Læs om: Vredeshåndtering

 

Hvad kan årsagen til din vrede være?

Vrede kan som beskrevet have forskellige psykologiske årsager, og det er vigtigt at forstå disse årsager for at kunne begynde at håndtere din vrede på en ny og sundere måde. Her kan du læse lidt mere om nogle af dem.

Årsagen til vrede kan være ubearbejdede følelser. Vrede kan altså opstå som et resultat af undertrykte eller uforløste følelser som fx sorg, svigt, frygt eller skuffelse. Når svære følelser som disse ikke bliver bearbejdet eller udtrykt kan de ophobe sig indeni og manifestere sig som vrede.

For nogle mennesker kan vrede være udtryk for manglende kommunikationsevner eller sprog for egne følelser, behov og grænser. Det kan være at man, når man skal udtrykke noget som er vigtigt for en, har svært ved at gøre det tydeligt og respektfuldt og at det i stedet kommer ud på måder, der er uklare og svære for andre at tyde. Det kan efterfølgende føre til frustration og vrede, når man oplever at ens behov ikke bliver mødt eller ens grænser bliver overskredet.

Lavt selvværd kan også ligge bag vrede. Personer med lavt selvværd har tilbøjelighed til oftere at føle sig forkerte, magtesløse eller utilstrækkelige, hvilket kan føre til frustration og vrede over sig selv eller andre.

Tidligere traumatiske oplevelser kan også have en langvarig indvirkning på ens følelsesmæssige tilstand. Hvis traumer ikke er blevet bearbejdet ordentligt, kan det resultere i vrede og vredeudbrud, som en måde at beskytte sig selv på eller håndtere smerten.

Stress kan også være en udløsende faktor for vrede, særligt hvis man ikke har sunde måder at håndtere og reducere stress på. Stress overbelaster dit nervesystem og sætter dig i et konstant alarmberedskab, som lukker ned for de kognitive funktioner og gør selvregulering vanskelig. Alarmberedskabet er til for at sikre din overlevelse og i den sammenhæng er det ikke vigtigt om du er i stand til at forstå dine egne eller andres følelser, der handler det kun om at kæmpe eller beskytte sig.  

Hvis du oplever stress og gerne vil vide mere om hvordan du kan håndtere og reducere stress så læs: Selvbehandling af stress

 

Hvad gør du med din vrede - gode råd

Når du oplever vrede, kan det være nyttigt at have nogle strategier og værktøjer til at håndtere den på en sund og konstruktiv måde. Her er nogle gode råd til, hvad du kan gøre med din vrede:

Anerkend og accepter din vrede: Det første skridt er at anerkende og acceptere, at du føler vrede. Det er en naturlig følelse, og det er vigtigt at give dig selv tilladelse til at føle det uden at dømme dig selv.

Tag et skridt tilbage: Når du mærker vreden stige, kan det være nyttigt at tage et skridt tilbage og give dig selv tid til at berolige dig selv. Det kan være ved at trække vejret dybt, gå en tur eller finde et roligt sted, hvor du kan samle dine tanker.

Identificer årsagen til din vrede: Prøv at identificere, hvad der præcist udløser din vrede. Er det en bestemt situation, en persons handlinger eller noget andet? Ved at forstå årsagen kan du bedre håndtere og adressere den.

Udtryk din vrede på en konstruktiv måde: Find sunde måder at udtrykke din vrede på, såsom at skrive i en dagbog, tale med en nær ven eller en fra din familie, eller udøve fysisk aktivitet som løb eller træning. Det kan hjælpe med at frigive kropslige spændinger og kanalisere din vrede ud på en positiv måde.

Lær kommunikationsfærdigheder: Arbejd på at forbedre dine kommunikationsfærdigheder, så du kan udtrykke dine behov, ønsker og grænser på en respektfuld og klar måde. Det kan hjælpe med at forebygge konflikter og misforståelser.

Praktiser selvomsorg: Sørg for at tage vare på dig selv ved at praktisere selvomsorg. Det kan fx være at dyrke motion, få nok søvn, spise sundt og finde aktiviteter, der bringer dig glæde og afslapning.

Overvej terapi: Hvis vrede fortsat er et problem for dig og påvirker dine relationer og dit velbefindende, kan det være gavnligt at søge professionel hjælp fx hos en psykolog eller en psykoterapeut. De kan hjælpe dig med at identificere og arbejde med de underliggende årsager til din vrede og give dig redskaber til at håndtere den på en sund måde. Husk, at det er vigtigt at finde de strategier, der virker bedst for dig, og at være tålmodig med dig selv i processen med at lære at håndtere din vrede.

 

Hvordan påvirker vreden din personlighed?

Vrede kan have en betydelig indvirkning på ens personlighed. Når man oplever vrede, kan det påvirke ens adfærd, tanker og følelser på forskellige måder.

Nogle af de måder vrede kan påvirke ens personlighed på er ved at føre til aggressiv adfærd, hvor man reagerer med vold eller verbale overgreb. En aggressiv adfærd vil påvirke ens relationer og andres syn på en negativt, og andre vil typisk trække sig fordi vreden skaber utryghed og opleves grænseoverskridende.

Vrede kan også føre til et negativt tankemønster og et pessimistisk syn på verden.  Man kan simpelthen begynde at se virkeligheden gennem en vred og negativ linse, hvilket kan påvirke ens generelle holdninger og opfattelse af tingene.

Vedvarende vrede kan føre til kronisk stress og angst ligesom det på mange andre måder kan påvirke ens mentale og fysiske helbred negativt. Det kan blandt andet forårsage problemer som søvnløshed, hjerteproblemer og fordøjelsesproblemer.

Vrede kan også påvirke ens evne til at kommunikere effektivt, man kan fx blive mere tilbøjelig til at råbe, skælde ud eller være uhøflig over for andre, hvilket kan skabe konflikter og misforståelser.

Vedvarende vrede kan også påvirke ens selvværd og selvtillid negativt. Man kan føle sig magtesløs, forkert eller utilstrækkelig, når vreden overvælder en, hvilket kan have indvirkning på ens generelle selvbillede.

For at undgå negative påvirkninger af din personlighed og din generelle helbredsmæssige tilstand, er det vigtigt at finde måder at håndtere vreden på, så den ikke bliver en nedadgående spiral, som er destruktiv for dig og det liv, du gerne vil leve.

 

Er der positive ting ved vreden

Der er flere positive aspekter ved vrede. Som nævnt tidligere er vrede en naturlig del af vores menneskelige følelsesregister, og hvis vi har udviklet - eller udvikler - et sundt forhold til at mærke, vise og regulere vreden, så kan den være en kraftfuld energi. Vrede mobiliserer nemlig vores energi og handlekraft. Det kan fx være, når vi føler os vrede over en uretfærdighed eller en uacceptabel situation, så kan den motivere os til at handle på og arbejde for forandring.

Vrede kan også være en naturlig reaktion på at vores grænser bliver overskredet. På den måde kan vrede være god at pejle efter i forhold til at mærke hvor ens egne grænser går, og hvad vi synes er i orden eller ikke i orden i samspillet med andre mennesker.  Det kan hjælpe os med at identificere og kommunikere vores behov og grænser tydeligt, hvilket kan være afgørende for at opretholde sunde relationer.

Når vi oplever vrede, kan det være en indikation af, at der er noget, der ikke fungerer for os. Det kan være en mulighed for at reflektere over vores egne værdier, behov og ønsker, og dermed øge vores selvbevidsthed, skabe ny handlemuligheder og dermed udvikle os som mennesker.

Vrede kan også være forbundet med en stærk retfærdighedssans, der kan motivere os til at kæmpe for ligebehandling, retfærdighed og sociale forandringer.

Ofte er det de positive aspekter ved vreden, som kan være kilde til både personlig handlekraft og grænsesætning, som vi risikerer ikke at få kontakt til, hvis vi enten prøver at lukke ned for eller undertrykke vores vrede eller hvis den bliver så intens og voldsom i sit udtryk, at den gør skade på os selv og vores relationer. Det kan derfor være godt at være opmærksom på hvordan du selv har det med vrede, hvordan er det for dig at være i kontakt med vreden både din egen og andres? Og får du lyttet til og taget dig af de signaler om fx egne behov og grænser, som vreden giver dig?

 

Hvordan ødelægger vrede relationer?

Vrede som er intens, vedvarende og destruktiv, hvad enten den er udadreagerende eller selvskadende kan have ødelæggende indvirkning på ens relationer.

Når man er vred, kan det være svært at kommunikere på en konstruktiv og respektfuld måde. Man kan ende med at råbe, skælde ud eller være hensynsløs over for andre. Det kan skabe konflikter, misforståelser og følelsesmæssig afstand i relationen til andre mennesker.

Hvis man ikke er i stand til at håndtere vrede på en sund måde, kan det altså føre til, at man trækker sig følelsesmæssigt væk fra hinanden og måske ender med at føle sig isoleret eller ensom i forholdet.

Vedvarende vrede har tendens til at underminere tilliden i et forhold. Hvis man gentagne gange udtrykker vrede eller reagerer aggressivt, skaber det tvivl og usikkerhed hos den anden part. Tillid er afgørende for et sundt forhold, og hvis vreden er konstant til stede eller utilregnelig, kan det være svært at opretholde tilliden. Ukontrolleret vrede kan ligeledes føre til at man gør fysisk eller følelsesmæssig skade på ens partner eller andre mennesker i ens liv, hvilket kan forårsage traumer og skabe dybe sår i relationen, der kan være svære at hele.

Vedvarende og intens vrede i et forhold, kan skabe et negativt mønster, hvor konflikter og vredesudbrud bliver normen. Det skaber en usund dynamik med høj grad af utryghed og ubehag, og som kan være svær at bryde. Kommunikation, empati og konfliktløsning er nøgleelementer i at opretholde sunde

 

Læs om: Parforhold i krise

Forrige
Forrige

Få terapeutens hjælp til vredeshåndtering - for forældre, unge, voksne og familier

Næste
Næste

Hvordan kommer man videre efter skilsmisse - om sorg og faser